Jeg laver et hav af kålsalater på alle typer af kål – jeg virkelig elsker kål. Jeg kan spise kål morgen middag og aften - om morgenen i en omelet, som en skøn salat til frokost (gerne en rest) og igen til aftensmad i hvad end afskygning jeg hitter på. Manden i huset har opgivet alle protester, og kommer efterhånden med ønsker til dagens kålsalater.
Egentlig så er en kålsalat ikke en opskrift for mig, det er mere en metode – og egentlig sådan jeg gør med langt de fleste salater. Jeg bygger dem op på et fad, fordi jeg bedst kan lide salat ikke er mixet i stykker i en stor skål.
Enhver kålsalat starter med jeg vælger et smukt fad. Jeg har en svaghed for fade; smukke arvestykker, franske fade, loppemarkedsfund og fine nye fade – og allerbedst, hvis de har deres egen lille historie.
Mine salater bygges op i 4 lag:
- BASE: En base af kål – fint strimlet spidskål, hvidkål, rødkål, savoykål eller fint hakket grønkål eller bladkål
- FYLD: Det er som regel en blanding af lidt grønt og frugt, gulerod, glaskål, majroe, kålroe, bladselleri, æbler, appelsiner, klementiner, figen, pære, granatæble – kun fantasien sætter grænser.
- DRESSING: En lækker vinegrette lavet af 2 del olie, 1 del rød balsamisk eddike eller en lækker frugteddike, 1 tsk grov sennep, frisk kværnet peber, salt og 1 tsk agave sirup eller honning. Ryst det hele sammen i et glas med låg.
- TOPPING: Vælg det, du synes, der passer til din salat
- Tørret frugt – rosiner, abrikos, tranebær, multebær eller din favorit.
- Hakket nødder eller kerner – enten saltede eller naturel, saltede mandler og græskarkerner en min favorit.
- Krydderurter – mynte, persille, basilikum, citronmelisse eller lige hvad du foretrækker.
- Oste – matches sammen med de andre ingredienser. Hård modnet parmigiano reggianno er virkelig lækkert, blåskimmel passer godt sammen med pære og figen – eller en gedeost sammen med kål og lækre frugter.
Som sagt ikke rigtig en opskrift, men mere en metode til at bygge en salat op – den kan også sagtens anvendes til alle andre typer salater.
Vi spiser med øjnene, og en smuk salat er indbydende – enhver gæst vil føle sig forkælet med sådan et lækkert fad på bord, især hvis du samtid fortæller, det delikate spidskål kommer fra egen køkkenhaven. Rigtig god fornøjelse med kålsalaterne.